For nogle uger siden bloggede jeg om Lazarus og den rige mand (se “Lazarus og den rige mand [Luk 16,19-31]“).

Siden har også René Vester blogget om denne lignelse i indlægget “Håb i Helvede.” Vesters pointe er ikke, at der findes mulighed for omvendelse efter døden eller at Helvede ikke findes. Tværtimod er håbet for dem, der i perioden frem til Jesu genkomst og verdensdommen befinder sig i Helvede, at nogle vil advare deres pårørende, som ikke er døde endnu.

Adventisten Lars Dorland har nu også skrevet et indlæg: “Lignelsen om Helvede.” Dorland argumenterer for, at denne lignelse ikke handler om mellemtilstanden, hvor der allerede er fældet en (foregribende) dom.

Adventisternes lærer traditionelt, at den evige fortabelse består i tilintetgørelse eller annihilation og at døden er en bevidsthedsløs tilstand. Det sidste hænger sammen med deres lære om mennesket, som hævder, at ånd, sjæl og legeme er en enhed, og at mennesket ikke har en udødelig sjæl (se for en kort gennemgang Wikipedias oversigt).

Dorland nævner i øvrigt ikke, at han er kritisk, fordi min og Vesters tolkning er i modstrid med den adventistiske lære. Men det er jo en mulighed, at det er derfor, han er det.

Jeg henviser i øvrigt kun til Dorland som eksempel, for der er mange andre, der har samme holdning.

I det følgende vil jeg kort referere og gendrive Dorlands argumenter.

Lignelse betyder ikke ‘u-sand’

Vester lægger selv op til Dorlands første kritikpunkt, fordi han nævner, at der er “bibellærere,” som mener, at Lignelsen om den rige mand og Lazarus ikke er “en lignelse,” men “en sand historie.” Et af argumenterne skulle være, at Abraham og Lazarus nævnes ved navn. Det plejer Jesus ikke at gøre i lignelser.

Dorland hævder heroverfor, at der er tale om en lignelse. Det afgøres nu ikke, som Dorland mener, af sammenhængen. Lignelse er en genre. Skulle det i øvrigt være tilfældet, så er Luk 16,14-18 jo ikke nogen lignelse. Men lad det være, for der er tale om en lignelse.

Det afgørende er imidlertid ikke, om der er tale om en lignelse. Det afgørende er, hvad lignelsen lærer os. I den forstand er en lignelse “en sand historie,” men den er ikke en historisk beretning som eksempelvis Luk 16,14-18.

Absurde detaljer?

Det er karakteristisk for vranglære, at man afviser, hvad Skriften klart lærer ved at lade det, man populært kalder fornuften, være herre. Der kan være tale om, at den materiale filosofi får lov at herske. Eller der kan være tale om, at man har dannet sig nogle læremæssige grundsætninger, som man ikke vil opgive.

Dorland hævder, at der er en række detaljer, “der om muligt gør historien endnu mere absurd, hvis man skal forestille sig, at den beskriver virkelige forhold.”

Englene og Abrahams skød

For det første er det ifølge Dorland absurd, at “englene fløj afsted med Lazarus og lagde ham i Abrahams skød.” Men den absurditet skyldes ikke, at teksten er svær at forstå, eller at det er i strid med Skriftens lære.

Tværtimod siger Jesus noget tilsvarende i Matt 24,31, som ikke er del af en lignelse:

Og da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himmelen; og da skal alle folkestammer på jorden jamre sig, og de skal se “Menneskesønnen komme på himmelens skyer” med kraft og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlenes yderste grænser. (Matt 24,30f)

Udtrykket ‘Abrahams skød’ skal ikke nødvendigvis forstås bogstaveligt. På den anden side er det fuldt ud muligt at forstå det bogstaveligt. Lazarus havde da samme plads i forhold til Abraham, som den discipel, som Jesus elskede, havde i forhold til Jesus (Joh 12,23). Eller han lå endnu tættere. Men som nævnt er det muligt, at det skal forstås i overført forstand. Han er da hos og sammen med Abraham.

Ingen opstandelse og dom?

Dorland henleder opmærksomheden på, at den rige mand vågner “op i flammerne, altså ingen opstandelse og ingen dom.”

At den rige mand er ‘i Helvede, hvor han pines’ … ‘i … luer,’ betyder, at han er under Guds vredes dom.

Tilsvarende er Lazarus altså under Guds nåde og barmhjertighed hos Abraham. Dette sidste lærer også andre steder i Skriften. Jesus siger til en af røverne, at “i dag skal du være med mig i Paradis” (Luk 23,43). Det betyder ikke, at Jesu genkomst og det evige liv efter opstandelsen kommer samme dag. Det betyder derimod, at også han rent faktisk ikke kommer i Helvede, men direkte i Paradis.

Paulus skriver i 2 Korintherbrev, at

Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. (2 Kor 5,8).

Her lærer vi, at sjæl og legeme faktisk ikke er en ubrydelig enhed. Vi lærer også, at Paulus gerne vil bryde op fra legemet og i stedet være hjemme hos Herren. Paulus siger ikke et ord om, at der lige skal gå en lang periode i mellemtiden.

Lignelsen om Lazarus og den rige mand lærer os, at det ikke kun er dem, der tror, der allerede ved deres død får en foregribende del i den fuldendelse, der skal følge med Jesu genkomst, opstandelsen og dommen. Det gælder også dem, der går fortabt. Sådan som ordet ‘Helvede’ (gr. Hadês) også klart siger.

Kommunikation med en fortabt?

Dorland skriver endvidere:

Eller filosofér lidt over det næsten latterlige ved, at Abraham kommunikerer med én, der er gået fortabt.

Uden at ville det får Dorland sagt sandheden. Det er at filosofere, når man kalder Abrahams kommunikation med Lazarus for “det næsten latterlige.” Det er nemlig ikke, fordi Skriften lærer os, at det ikke kan lade sig gøre. Det er derimod de læremæssige eller “filosofiske” forudsætninger, som adventismen opererer med, der gør det “latterligt.”

Det betyder imidlertid ikke andet, end at adventisterne sætter deres “fornuft” højere end Skriftens klare lære. Hvis man som adventisterne lærer, at ånd, sjæl og legeme er en ubrydelig enhed, og at døden er tilstand uden bevidsthed, så er det måske nok “næsten latterligt.”

Hvis man derimod lader Skriftens lære stå, er det ikke latterligt. Slet ikke når det faktisk er Jesus, der lærer os.

Ingen mellemtilstand?

Dorland finder, at der er noget endnu “værre”:

Hvad værre er, den rige mand pines samtidig med, at livet går videre for hans brødre (v27) – dermed skrives al eskatologi og alt vi overhovedet ved om de sidste tider og om dommen ud af ligningen! For øvrigt, har Abraham magt til at rejse folk fra de døde? (v27)

Men Dorland har ret. Det er faktisk “værre,” nemlig for hans egen position. Han kan nemlig ikke vise, at teksten ikke siger det, den siger. Derfor er han nødt til at kritisere selve teksten.

Dorland er enten vildledt af sin egen (kirkes) vranglære eller uvidende om Skriftens eskatologi.

Eskatologi er nemlig ikke kun læren om, hvad der skal ske, når Jesus kommer igen. Det er også læren om, hvad der sker, når vi dør, og hvor vi skal være indtil Jesu genkomst.

Jeg har allerede vist, at Skriften kender til mellemtilstanden. Faktisk vil jeg hævde, at denne lignelse er én af stederne, som klart lærer os om mellemtilstanden.

Lignelsen viser os, at frelse og fortabelse allerede er en realitet. Men den viser os også, at der stadig lever nogle, som der kan forkyndes for. Det gælder kun i tidsrummet fra et menneske dør og til det skal oprejses i opstandelsen.

Det er ikke en detalje, man kan ignorere. Det er tværtimod aspekter ved lignelsen, som dens hovedpointe bygger på.

Dorlands afsluttende spørgsmål om, hvorvidt Abraham har “magt til at oprejse folk fra de døde,” følger muligvis af Dorlands forudforståelse, men ikke af teksten, som den foreligger. Den rige mand taler ikke om opstandelse, men om at Lazarus skal sendes.

Selv i denne situation opfører den rige mand sig, som han plejer. Han tager som en selvfølge, at den fattige Lazarus skal sendes af hensyn til den riges familie.

Ingen Helvede?

Dorland er en dårlig tekstanalytiker samt en dårlig logiker. Han vil godt tale om “fortabelse,” men nægter at acceptere, hvad teksten direkte siger, nemlig at der er “flammer.” Nu kan det godt være, at “flammer” er billedsprog, nemlig på Guds og Lammets vrede (jf. “Guds og Lammets vrede [Åb 14,9-11]“).

Navnet Lazarus

Dorland forsøger at forklare, hvorfor Jesus kalder den fattige for Lazarus. Han mener, Lazarus får “personlighed” og “levendegøres.” Dorland mener også, at det kan ses som en reference til Lazarus i Joh 11.

Om der er en reference til Joh 11, er svært at vide. Ganske vist har de begge smagt døden, men pointen er jo ellers meget forskellig i de to tekster. I Luk 16,19-31 er der ikke tale om at komme tilbage fra døden, men om at Lazarus i modsætning til den rige mand allerede har del i glæden og livet hos Gud. I Joh 11,1-45 er det derimod Jesu opvækkelse af Lazarus, der er pointen.

I Joh 11,1-45 er det tænkeligt, at Lazarus’ navn også har en pointe. Men han hed jo faktisk Lazarus. I lignelsen er det derimod sandsynligt, at betydningen af Lazarus’ navn skal fremhæves: ‘Gud’s hjælp’ eller ‘Gud har hjulpet.’ Det er under alle omstændigheder rigtigt i begge tilfælde, at Gud har hjulpet.

Vandrehistorier?

Lars Dorland mener, at der kan være “en kæmpestor dimension, der er gået tabt, når vi almindeligvis læser Jesu lignelser, fordi vi ikke er bekendt med de folkemyter, han oprindeligt trak på.”

Hertil er for det første at sige, at det er ren spekulation, at der skulle være folkemyter, Jesus oprindeligt trak på.

Selv om man skulle kunne pege på visse paralleller mellem andet materiale og f.eks. Jesu lignelser, følger der ikke heraf, at Jesus har “trukket på” dette materiale.

Endelig er det i strid med den kristne forståelse af Skriften. For det placerer egentlig nøglen til en ret forståelse af Skriften uden for Skriften selv. Når denne nøgle tilmed blot er en forestilling, bliver det endnu mere absurd.

Konklusion

Der er mange gode argumenter for at afvise Dorlands kritik, bortset fra, at lignelsen om Lazarus og den rige mand er en lignelse. For så vidt Dorland giver udtryk for adventistisk teologi på disse punkter, er der altså også gode grunde til at afvise denne teologi.

Mellemtilstanden – tiden mellem død og opstandelse

Igennem tiden har der været stor uenighed omkring bl.a. den såkaldte mellemtilstand, tiden fra et menneskes død til opstandelsen. Herhjemme har grundtvigianerne lært, at der var mulighed for omvendelse efter døden.

Der er en del steder i Det nye Testamente, som kunne være relevant at inddrage. Dels for at få den grundlæggende lære slået fast. Dels for at se på, hvordan man kan eller skal tolke nogle skriftsteder, som der typisk henvises til, hvis man vil forsvare muligheden for omvendelse efter døden.

Luk 16,19-31

Det vigtigste er Jesu lignelse om Lazarus og den rige mand i Luk 16,19-31. Vi får en kort beskrivelse af, hvor direkte modsat deres liv var (v. 19-21).

Begge dør. Den fattige bæres af englene til “Abrahams skød.” Den rige bliver begravet (v. 22).

‘Da [den rige mand] slog øjnene op i Hades [1992-oversættelsen har "dødsriget"], hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød’ (v. 23).

Versene 24f gør det helt entydigt, at han pines. Han er i det, der andre steder kaldes helvede (Gehenna). Men hans “herre-mentalitet” har han stadig. Han ser den fattige Lazarus og Abraham, og forventer, at Abraham vil lade den fattige gøre ham en tjeneste, ja, tjene ham.

Svaret er, at der ikke kan laves om på deres situation. Den rige har fået sin luksus, mens han levede. Det fik Lazarus, som lå uden for hans dør, ikke. Tværtimod. Situationen er nu vendt om. Lazarus (Eleazar) betyder ‘Herren hjælper.” Det gjorde han ikke, fordi Lazarus led i denne verden. Lazarus blev frelst, fordi han troede på Herren. Lige som Abraham og alle andre troende.

Men der er endnu en begrundelse for, at Abraham og Lazarus ikke kan hjælpe den rige mand.

Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. (v. 26).

Selv om Abrahams pointe er, at Lazarus ikke kan hjælpe, gælder det jo ligefuldt, at denne kløft (gr. chasma) forhindrer den døde rige mand i at komme over til Abraham. Der er altså ikke nogen mulighed for omvendelse for den rige mand.

Men så kan man spørge, kunne det her ikke være efter dommedag, så det blot er derefter, men ikke inden, at der er mulighed for omvendelse? Det svarer vers 27 i realiteten på.

Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. (v. 27f)

Den rige mand i Hades, dvs. Helvede, vil have, at Abraham skal sende Lazarus til hans familie, så de kan blive advaret. Det ville ikke give nogen mening, at den rige mand vil have nogen sendt til sin faders hus for at advare dem, hvis det var efter opstandelsen og dommedag. Det er faktisk udelukket.

Kløften mellem “Abrahams skød” og “Hades” er altså allerede en realitet, mens den rige mands familie stadig lever på jorden.

Men Abraham svarer: “De har Moses og profeterne, dem kan de høre!” Han sagde: “Nej fader Abraham! men kom der en til dem fra de døde, så ville de omvende sig.” (v. 29f).

Den rige mand tror, at de vil omvende sig, hvis der kommer en fra de døde (v. 30). Den rige mand har altså forstået, at hvis der skal være nogen chance, skal mennesker omvendes, inden de dør. Men hans tro på, at en fra de døde vil overbevise hans familie, som altså også er rige, er forkert, får vi at vide.

Da sagde han til ham: “Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.” (v. 31)

Som vi ser, er Abrahams svar, at hvis folk ikke vil lytte til Moses og profeterne, dvs. til Det gamle Testamente, så vil de ikke heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde (v. 31).

Det viste sig jo også at være sandt. For Jesus opvakte Lazarus. Det førte mange til tro, men det førte os til, at de jødiske ledere besluttede at slå Jesus ihjel (Joh 11,45-53). Selv blev Jesus jo også oprejst fra de døde, men alligevel var og er der mange, der ikke omvender sig.

Matt 7,13f; 2 Kor 6,2 og Hebr 9,27

Der er også andre steder, som ikke tillader mulighed for omvendelse for efter døden. Matt 7,13f gør helt klart, at det er her i livet, det afgør, hvor man skal være i evigheden. Enten går man ind ad den snævre port og går på den trange vej, som fører til livet. Det er desværre de få, der gør det. Eller man går ind ad den brede port og følger den brede vej til fortabelsen. Det er der mange, der gør.

Tilsvarende siger Paulus: “Det hedder jo: I nådens tid bønhører jeg dig; på frelsens dag hjælper jeg dig. Se, nu er det den nåderige tid, se, nu er det frelsens dag!” (2 Kor 6,2).

Endelig vil jeg nævne Hebr 9,27:

Og så vist som det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes, således skal også Kristus, efter én gang at være blevet ofret for at bære manges synder, anden gang komme til syne, ikke for at bære synden, men til frelse for dem, som bier på ham. (Hebr 9,27f).

Paulus lærer os i øvrigt også klart, at de troende skal bryde op (eller ‘rejse bort’ eller ‘være væk fra’) fra legemet og være hjemme hos Herren (2 Kor 2,8).

Himmelsk glæde

Den, der dør i troen på Jesus Kristus som sin Herre og frelser, vil altså blive båret til Abrahams skød af englene. Med andre ord vil den troendes sjæl blive båret til Himmels. Selv om vi ikke præcist kan sige, hvordan denne himmelske tilværelse er, kan vi dog sige, at der er tale om, at være og leve hos Kristus.

Legemet er i graven imens. Selv om vi tror på, at de troendes sjæle er “i Abrahams skød” og nyder en himmelsk glæde, så skal vi dog ikke glemme, at der følger en legemets opstandelse (Fil 3,21).

Det kristne håb er først og fremmest håbet om opstandelsen, det evige liv og den evige glædesfest sammen med Kristus, den kongelige brudgom. Det skal vi trøste hinanden med (1 Thess 4,18). Det gælder særligt, hvis man skulle få den tanke, at man er gået glip af noget, hvis man dør, inden Jesus kommer igen. Det er man ikke. Alle skal få del i opstandelsen, men dem, der dør inden, har allerede fået del i en himmelsk glæde, der dog vil blive endnu større, når opstandelsen kommer.